Skoleelever med beskyttelsesudstyr på spiller Combat Archery udendørs i idrætstimen

Bueskydning som holdsport med Combat Archery

Bueskydning kræver ro, præcision og koncentration – og netop derfor er det en aktivitet, mange elever synes er noget helt særligt.

Med Combat Archery får den klassiske bueskydning en ny dimension, hvor teknik, bevægelse og samarbejde smelter sammen i en energifyldt holdsport. Combat Archery kombinerer elementer fra bueskydning, stikbold og paintball i et spil, hvor eleverne løber, sigter og samarbejder i jagten på point og sejr.

Det gør aktiviteten oplagt til idrætsundervisningen, når der skal ske noget nyt – og noget, der virkelig engagerer.

Derfor hitter Combat Archery i idrætstimen

Combat Archery passer perfekt ind i skolen, fordi det forener leg, action og samarbejde. Nogle elever er hurtige og modige i spillet, mens andre er taktiske og strategiske – og netop den variation gør, at flere føler sig inkluderet og får en vigtig rolle på holdet.

For mange er det første gang, de står med en bue i hånden, og det nye element er ofte med til at fange også de elever, der normalt ikke er de mest aktive i idrætstimerne.

“Vi bruger Combat Archery til at give udskolingen en anderledes idrætstime. Det er en aktivitet, som eleverne bliver grebet af, og som de lever sig ind i. Det er helt sikkert kampdelen, hvor de får en maske på, der løfter oplevelsen. Det er der, det bliver rigtig fedt for dem. For mange elever er det helt nyt at skyde med bue og pil, men udstyret er relativt nemt at gå til, når man først har styr på teknikken.”

Niels E.S. Carstensen
Skanderborg Ungdomsskole

Sådan kommer I godt i gang

Det er en god idé at starte roligt med teknik og instruktion. Heldigvis er udstyret nemt at gå til, og eleverne lærer hurtigt at spænde buen, sigte og skyde.

For at komme godt fra start kræver det et simpelt setup:

  • Buer og skumpile
  • Beskyttelsesmasker
  • Forhindringer til banen
  • Praktiske opbevaringsløsninger til udstyret

Når udstyret er på plads, forvandles hallen eller udeområdet hurtigt til en levende bane fyldt med energi, fokus og samarbejde.

Forhindringerne spiller en central rolle i spillet. Oppustelige bunkers, skumblokke eller redskaber skaber dynamik og giver spillerne mulighed for både at gemme sig, planlægge næste træk og angribe strategisk.

Kom nemt i gang med det rette udstyr

Banen – sådan sætter I spillet op

En Combat Archery-bane kan tilpasses både hal og udendørs arealer. Banen opdeles typisk i to halvdele med en neutral zone i midten, hvor pile kan hentes.

Udendørs skal banen måle 15x20 meter, mens banen indendørs skal måle 12x18 meter. Banen skal altid have en midterzone på 2 meter, ligesom der i hver ende af banen midt på baglinjen skal være en holdbase på 3x1 meter. I hjørnet til højre for holdbasen skal der være en genoplivningszone på 1x1 meter.

Sikkerhed først

Selvom Combat Archery er fyldt med action, er sikkerheden altid i fokus. Med få, klare retningslinjer er det en tryg aktivitet for alle.

  • Brug beskyttelsesudstyr
    Alle spillere skal bære godkendt beskyttelsesmaske under spillet.

  • Tjek udstyret før start
    Gennemgå buer og pile for skader, så alt fungerer som det skal.

  • Hold sikker afstand
    Undgå skud på meget tæt hold og sigt mod kroppen fremfor ansigtet.

  • Giv en grundig introduktion
    Eleverne skal kende reglerne og vide, hvordan udstyret bruges korrekt, inden spillet går i gang.

  • Sørg for opsyn
    En ansvarlig underviser skal altid være til stede og styre spillet.

Med det rette setup og tydelige rammer bliver Combat Archery en både sikker og tryg aktivitet. Hav dog altid gerne førstehjælpsudstyr i nærheden og sørg for, at spilleområdet er ryddet og sikkert.

Populære spilformer i Combat Archery

Combat Archery er mere end bare en sjov aktivitet. Eleverne skal både tænke hurtigt, bevæge sig aktivt og samarbejde under pres – og det er netop i spilformerne, at det hele går op i en højere enhed.

Her er nogle af de mest populære måder at spille på:

Capture the Flag / Conquer the Base

Et klassisk holdspil, hvor det gælder om at erobre modstanderens flag uden selv at blive ramt. Her er samarbejde og overblik afgørende.

Ved spillets start står spillerne i deres holdbase med en bue og tre pile hver. I midterzonen står tre flag – og det gælder for hvert af holdene om at transportere så mange flag som muligt ned til modstanderholdets holdbase. Der spilles i max. 5 min. Hvis tiden rinder ud, og de to hold har placeret lige mange flag i modstanderholdets holdbase, ender kampen uafgjort. Man kan dog også spille med, at vinderen er det hold, der har (eller hurtigst får fat på) det tredje flag, når tiden er gået.

Alle spillere må være overalt på banen. Der må højst være et flag i spil ad gangen. Et flag er defineret som værende i spil, fra det bliver taget fra sin startplads i midterzonen, til det bliver placeret i et af holdenes holdbaser. Flaget må ikke kastes mellem spillerne, men må gerne afleveres fra en spiller til en anden.

Et flag er placeret i modstanderholdets holdbase, når en spiller står med begge fødder i holdbasen og placerer flaget på gulvet/jorden indenfor basen. Når et flag er blevet placeret i en holdbase, kan det ikke flyttes derfra. En spiller må ikke med overlæg forsøge at stå i vejen for, at en modstander kan komme ind i holdbasen.

Bliver en spiller ramt, skal denne løbe ned til sin egen holdbase og ind i genoplivningszonen, inden denne må spille videre. Hvis en spiller har pile eller flag i hånden, når denne bliver ramt, skal disse ligges på gulvet/jorden straks, inden spilleren løber ned til sin holdbase. Hvis flaget bliver ramt, mens en spiller holder det, er spilleren ramt.

Last Man Standing

Et tempofyldt spil, hvor det handler om at ramme modstanderne og være det sidste hold tilbage på banen.

Det gælder om at ramme alle fra modstanderholdet, så de til sidst ikke har flere spillere tilbage på banen. Det hold, som først har skudt alle modspillere ud eller har flest spillere tilbage, når tiden (max. 5 min.) er gået, vinder kampen. 

Ved spillets start ligger pilene spredt i midterzonen. Spillerne starter her – og må tage op til tre pile hver, når kampen begynder. Spillernes buer ligger på baglinjen på holdets banehalvdel.

Bliver en spiller ramt, skal denne forlade banen. Hvert hold udnævner en person, som må krydse midterzonen. Bliver denne spiller ramt skal spilleren forlade banen og samtidig vil en ny spiller på samme hold blive den spiller, der må krydse midterzonen.

En spiller skal forlade banen, hvis denne bliver ramt. Hvis en spiller ikke selv forlader banen, når denne bliver ramt, kan dommeren bede spilleren samt en medspiller forlade banen.

Hvis en spiller griber en pil affyret af en modspiller, må en hjemslået holdspiller komme på banen igen.

VIP

En taktisk variant, hvor hvert hold skal beskytte sin VIP-spiller og samtidig forsøge at ramme modstanderens.

På hvert hold udnævnes en spiller til VIP, mens resten er almindelige spillere. VIP’en må være og skyde fra overalt på banen. De øvrige spillere skal blive på deres egen banehalvdel.

Ved spillets start ligger holdets buer i holdets holdbase. Pilene ligger i midterzonen – tre pile pr. spiller. Spillerne starter ved baglinjen og må først tage deres buer, når de har været oppe ved midterzonen for at hente pile. Hver spiller må tage op til tre pile.

Når en spiller bliver ramt, skal han/hun række buen op for at signalere dette til pointtælleren. Derefter skal vedkommende hurtigt løbe ned til genoplivningszonen ved sin holdbase, hvorefter han/hun igen er med i spillet. Hvis en ramt spiller har fat i pile, når han/hun bliver ramt, skal pilene straks ligges på gulvet/jorden, inden spilleren løber mod genoplivningszonen.

Spillet gælder om at opnå flere point end modstanderholdet – der spilles i max. 5 minutter.

  • Det giver holdet 1 point, når en spiller rammer en modstander.
  • Det giver også holdet 1 point, når en spiller griber en pil skudt afsted af en modstander.
  • Kommer en VIP op i modstanderholdets holdbase, får VIP’ens hold 2 point og kampen slutter.